SF-Østerbro

Af: Knud Johnsen31. marts 2009

Om mine forudsætninger, og de oplevelser der førte mig til, og som jeg mener har særlig betydning for mit medlemskab af Socialistisk Folkeparti.

Der er en del paradokser i mit liv og i mine forudsætninger. Jeg er til mit 12. år opvokset på Hvidkildevej 24 i Rødegård. Axel Larsen boede i nr. 22. det var en sur gammel mand der råbte ud ad vinduet på ro, når vi børn om aftenen larmede i gården og slog på bankestativerne.

Min fader, kontorchef i Slagteriernes Central, var konservativ af indstilling og protestant. Min mor var socialdemokratisk af indstilling og katolik. Vi skulle I kirke hver søndag, kl. 7. Tidspunktet var sat efter den gamle regel, at man skulle være fastede inden nadveren. Det er i øvrigt derfor der altid lå en kro overfor middelalderkirkerne.

Når jeg protesterede og sagde at de andre ikke gik i kirke fik jeg den besked: “Vi er ikke som de andre”. Det kom mig senere til gavn.

Jeg kom i drengeskole hos Jesuitterne i Stenosgade, patrene var magistre i to fag. I 5. klasse blev jeg flyttet til Sankt Josef Søstrene på Nørrebrogade da min fader ragede uklar med Jesuitterne fordi en profan lærer (ikke jesuit) sagde at jeg ikke måtte gå i gården, men kunne binde en elastik om den.

Min mor var en meget fornuftig person, som gav fanden i præster og nonners syn på sex og samfund, men hun så gerne at jeg som ældste søn blev katolsk præst, hvilket dog ikke blev udtalt. Som ganske ung besøgte jeg Benediktinerklosteret Maria Laach i Rheinland-Pfalz, men jeg tålte ikke disciplinen, selv om det kommunistiske fælleseje tiltalte mig.

Når jeg efter realeksamen kom i lære på Titan var det oprindelig fordi jeg ikke brød mig om at blive vasket. Så opdagede jeg at varmemesteren som var vores nabo blev kulsort når han fyldte fyret i kælderen med kul, og i øvrigt så ud som en der ikke blev vasket. Han sagde at for at blive varmemester skulle man være smed for at få farven. Dermed var sagen afgjort. I 1953 tog min far mig med ud på Titan på Tagensvej hos overværkfører Edmund Jensen, kaldet Gestapo-Jensen, fordi han håndhævede ryge forbudet fra en time før fyraften, han skrev mig op til at begynde i 1958. Han sagde at en dygtig svend på akkord kunne tjene helt op til 235,- kr. om ugen, i sandhed et svimlende beløb. Jeg kom så i lære, dog ikke som smed, men som elektromekaniker i april 1958.

Det var et voldsomt kulturchok at komme fra nonneskolen til maskinfabrikken.

Det faglige hierarki var sådan, at øverst var svendene derunder lærlingene og nederst arbejdsmændene. Som lærling var jeg med læresvenden ude på B&W, motorfabrikken på Christianshavn for at montere nogle 25 og 50 tons løbekraner, og da der var en ustyrligt morsom arbejdsmand, røg jeg med ham ind i skuret til frokost. Så røg døren op, og læresvenden råbte: “Knud ka’ du så komme over i svendeskuret. Vi mænger os ikke med de skide arbejdsmænd.”

Politisk var tillidsmændene og klubbestyrelserne på denne virksomhed fuldstændig Socialdemokratiske. Enkelte svende var kommunister og senere, i 1959, også SF’ere, men som jeg opfattede det, fristede de en kummerlig tilværelse.

Det gik op for mig i løbet af læretiden at der ikke blev rørt en finger når en af “fejlfarverne” fik en dårlig behandling af virksomheden, nærmest tværtimod, man godtede sig over uretten.

Jeg besluttede at når jeg var færdig med uddannelsen skulle jeg i hvert fald ikke opføre mig så åndsvagt.

Men der var en SF’er de fanneme havde respekt for. Det var Fagforeningsformanden, Ove Petersen, som oratorisk var på højde med Axel Larsen og en gudbenådet debattør. Når der var generalforsamling i fagforeningen, Dansk Smede- og Maskinarbejderforbund Afd. 15, der fandt sted i Rømersgade, gik der en løbeild gennem værkstederne: “Hans Rasmussen kommer i aften”. Og der skulle man i hvert fald med. Lærlingene havde selvfølgelig ikke adgang til generalforsamlingen, og derfor var man jo helt syg for at komme med når man blev udlært. Jeg var der første gang i oktober 1962. Ove Petersen holdt en beretning som gik lige ind i mig. Det var jo hvad jeg selv havde gået og tænkt og ment. Hans Rasmussen gik imod udtalelsen og fik salen imod sig. Der blev en skarp og stærk men urban debat og salen gyngede, og Hans Rasmussen blev markant stemt ned.

Det blev mere og mere klart for mig, at livet i hverdagen var forbundet med samfundsindretningen, med overenskomster, lovgivning og folketing, og at det alt sammen var funderet i politiske anskuelser. Jeg begyndte at følge med i hvad de politiske ledere sagde, og jeg læste politiske skrifter og tog fat på Karl Marx.

Jeg kunne ikke blive kommunist. Man kan ikke have et parti der vil sende ens mor til Sibirien fordi hun tror på Jesus, mne der var især 4 markante begivenheder der efter lange og til tider smertefulde overvejelser førte mig til den beslutning at blive medlem af Socialistisk Folkeparti. Det var:

1. Nikita Sergejevitj Khrusjtjovs hemmelige tale den 25. februar 1956 på det sovjetiske kommunistpartis 20. partikongres, der gjorde op med Stalins diktatur.
2. Valget af Angelo Giuseppe Roncalli fra Bergamo den 28. oktober 1958 som Pave Johannes XXIII, og den fornyelse af den katolske verden han satte i gang kort tid efter med Det Andet Vatikanerkoncil, hvor de 2000 biskopper blandt andet vedtog at: “Den, der er i yderste nød, har ret til af andres rigdom at fremskaffe sig det nødvendige.” og om Vietnamkrigen: “Enhver krigshandling, der forskelsløst sigter på ødelæggelse af hele byer eller større områder med deres indbyggere, er en forbrydelse mod Gud og mod mennesket selv og bør derfor kraftigt og uden tøven fordømmes.” Denne markante fornyelse er desværre siden rullet delvist tilbage.
3. Aksel Larsens eksklusion af Danmarks kommunistiske parti i 1958, og stiftelsen af Socialistisk Folkeparti i februar 1959, og partiets erklæring om at socialismen skulle gennemføres af folket med demokratiske midler.
4. I 1963 skriver Italiens kommunistiske partis formand Togliatti i det der senere bliver kaldt togliattis testamente: “Vi ønsker ikke alene at udelukke hypotesen om et væbnet oprør og en borgerkrig, men vi agter på en ny måde at løse problemerne knyttet til organiseringen af det socialistiske samfund. Vi føler nødvendigheden af et klart demokratisk indhold i denne organisering, i alle dens faser, for at undgå de fejl og de forkvaklinger, der er opstået andre steder … vi vil tillade eksistensen af en pluralitet af organiserede politiske kræfter og dermed et samarbejde, som andre steder har været en undtagelse, men som – i vor vision – bliver en nødvendig regel.”

Disse begivenheder, sammen med den bølge af oprør mod de herskende autoritære og totalitære systemer i samfundet, i alle organisationer og institutioner, var helt på linje med det jeg tog afstand fra ved et ellers ideelt kommunistisk klosterliv.

På den baggrund valgte jeg så endelig at melde mig ind Socialistisk Folkeparti den 1. april 1966. Formanden for Østerbro Partiforening, som jeg ikke husker navnet på, boede i Ryesgade ca. 64, han var studerende. Kassereren Deleuran boede i Sønderborggade 4. Han kom over til mig med medlemsbogen og spurgte om jeg ville dele reklamer ud ved dørene. Jeg sagde at jeg godt kunne tage nogle, men ikke så mange, han spurgte hvor mange og jeg sagde 2000. Det er sgu da mange, men jeg var jo vandt til at løbe med reklamer for min fætters vaskeri i Classensgade, og det var 10.000. Dengang kunne jeg løbe op og ned ad trapperne uden at blive forpustet. Han spurgte også om jeg ville være domsmand, hvad jeg så også blev.

Om efteråret kom så den store partistrid, udløst da den socialdemokratiske regering gik af 2. november, fordi et flertal bestående af de borgerlige og 5 SF’ere gik imod et forslag om at fjerne to dyrtidsportioner, hvilket LO var gået med til. I fagforeningen var vi af den opfattelse at det var et større gode at bevare arbejderflertallet, og vi holdt med Axel Larsen.

Der blev indkaldt til kongres den 17. december. Der var ekstraordinær generalforsamling i Østerbro Partiforenings med valg af delegerede. Det fandt sted i Unitarernes hus. Det var et raballermøde som trak ud. Jeg sad ved siden af en ældre jord- og betonarbejder som var nødt til at gå hjem inden afstemningerne han skulle møde kl. 6. Jeg sagde at om jeg så skulle kravle på arbejde blev jeg til den bitre ende. På et tidspunkt gik dirigenten af. Hun sagde at nu har jeg haft med vanskelige børn at gøre i 25 år, men det her er værre end jeg kan klare, så overtog formanden dirigentposten uden at han blev valgt. Det klagede jeg over skriftligt dagen efter til partiets lovudvalg, hvilket senere førte til at Christian Guld kontaktede mig for at få mig med på det hold der fik rundt og stemte dørklokker for at spørge om medlemmet nu var med i SF eller VS. Det var ikke et ufarligt job hvis man ikke var hurtig til bens.

Efter sammenbruddet af arbejderflertallet blev der et had til SF’erne fra socialdemokraterne på arbejdspladserne, hvilket jeg godt kunne forstå. Det tog mange år at reparere. Da der på min arbejdsplads i Thrige Titan Elevator i efteråret 1970 opstod en intern strid i bestyrelsen mellem socialdemokraterne indbyrdes smed tillidsmanden papirerne og gik af. Da bestyrelsen nu pegede på en der havde underholdt med at han stemte på Venstre, blev det for meget for os unge svende. De spurgte om jeg stillede op, det accepterede jeg, men hvis der blev bragt en anden socialdemokrat i forslag stod jeg af. Det var den 19. november 1970. Ved første afstemning stod det 14 – 14, da man så gik over til skriftlig afstemning kom Jensen dinglende, han havde været på krostue, men det ændrede resultatet så den skriftlige afstemning gav 15 – 14. Fremmødet var uhørt idet klubben havde 70 medlemmer, den var kørt helt ned. Det var en hård omgang at sidde som formand i en ren Socialdemokratisk bestyrelse der for resten hadede Socialistisk Folkeparti. Ved første bestyrelsesmøde fik jeg at vide hvem der bestemte, og at jeg ikke skulle blande mig i deres lokumsaftaler. Jeg sagde at jeg kun var der for at hæve bunden, toppen kan klare sig selv, den følger med op. Da der kom generalforsamling i april fik vi et fantastisk fremmøde fordi vi unge i forvejen sendte det rygte ud at der blev forslag om bevilling af midler til Socialistisk Folkeparti. Vi stillede nu ikke forslaget, men mødeprocenten var hævet og den holdt sig. Beretningerne gennem 17 år ligger i Arbejderbevægelsens Arkiv.

I Fagforeningen var der en SF fraktion, men den var jeg ikke med i. Man skulle først ses an i nogle år inden man kunne komme ind i varmen, men da jeg nu var valgt som tillidsmand for 70 smede og det var en af de største klubber tog de mig ind.

Der var en fredsaftale med Socialdemokraterne så vi kun stillede 7 op og lod dem få 4 pladser. Valgsystemet var sådan at flertallet kunne tage alle pladser. Vi havde to tredjedeles flertal. De gange Socialdemokraterne forsøgte at få flertal, fik vi tre fjerdele. På Smedekongresserne havde venstrefløjen en tredjedel af de delegerede, men fik ikke en eneste Hovedbestyrelsespost. I 1973 blev jeg så valgt ind i fagforeningsbestyrelsen. Man sad i ancienitetsrækkefølge, med sidst valgte længst fra formanden. Da Ove Petersen gik på pension i 1974 og sekretæren blev formand blev jeg sekretær, og flyttede med et op ved siden af formanden. Det gjorde ondt på de gamle, men de fandt sig i det. Ikke alle steder var det autoritære afskaffet. I klubbestyrelsen hjalp det lidt på Socialdemokraternes behandling af mig, selv om de først i begyndelsen at 1980erne holdt op med at kaste pølser i hovedet på mig.

I SF Østerbro var min største skuffelse da Socialdemokraterne på Østerbro efter sprængningen i 1967 afviste en anmodning fra Christian Guld om at afholde et fælles politisk debatmøde.

Min største glæde var da Villy og Helle for nylig indledte et tættere samarbejde med et fælles udspil.

Jeg føler at Socialistisk Folkeparti er det politiske parti jeg skal tilhøre. Det er et parti der giver plads til forskellighed, enhed ikke enshed karakteriserer partiet. Jeg har aldrig været udsat for at blive pålagt synspunkter eller standpunkter af partiet. Jeg har ofte været uenig i ledelsens afgørelser, men jeg har altid frit kunnet arbejde for mine synspunkter.

Jeg kan godt tilslutte mig at partiet går efter regeringsdeltagelse, og i den forbindelse må sluge nogle kameler, når det er for at opnå et større gode. Det er sådan vi arbejder i fagbevægelsen. Ethvert kompromis er udgangspunkt for nye kampe henimod målet.

Den sprængning der blev udløst i 1918 ved afstemningen i den tyske rigsdag om krigsbevillinger bør efter min mening ikke kunne fejre 100 års jubilæum.

Gode socialister husk fremtiden er vor.